Aar 1725 d: 19. januarij.
Om sogne-præstis embede till Iøstedalens meenighed udj Bergens Stifft, som stiffts-provsten hr. Matthias Tanch Hafver indberettet at være blefven ledigt effter dend forrige sogne-præst hr. Henric Nitter, som d: 8. novembris 1724 ved døden er afgangen, suplicere allerunderdanigst
1. Iohannes Berthelsen, som har været hører udj Strømsøe og som af biskop Deichman saavelsom og af provsten magister Anders Hoff gifvis det vidnisbiurd, at hand med sin lærdom, gode gaver paa prædikestoelen samt med sit christelige væsen, ærbar og dydfuld forhold, hafver forpligtet dem saaadant allerunderdanigst at attestere. Supplicanten hafver till attestat non contemnendum og till demiss haud illaudabilem.
2. Niels Riibe, som hafver for attestat caracter af haud illaudabilem og for demiss laudabilem.
3. Christen Heigaard, som hafver haud illaudabilem for attestat og demiss, og fremlegger attest fra præsten i Weybye i Norge, at hand prædiker vel og fører et skikkeligt liv og levnet.
4. Hans Wiingaard, hører udj Helsingøers skole, hvilket embede hand, effter sognepræstens og rectoris attester med saadan nidkierhed, ædruelighed og skikkelighed har forestaaet udj 10 aar, at hand derved har vundet allis yndist og ved sine opbyggelige prædikener gifvet prøver af hands lærdom og flittighed at studere.
5. Iacob Peter Iersin, som har til attestat og demiss character af laudabilem.
6. Axel Buch, som haver for attestats og demiss haud illaudabilem og gode vidnesbyrd fra adskillige præster om hands lærdom.
7. Thomas Lund, som haver for attestats non contemnendum og for demiss haud illaudabilem.
[I margen:] Vi bevilliger allernaadigst, at Hans Wiingaard dette kald maa blive confereret.

Kjelde

Riksarkivet, Avskriftsamlinga, Avskrifter fra Danske Riksarkiv, bd. 99, gratialprotokoll 1720-25.

Merknad

Dette er søkjarane til prestekallet i Jostedalen etter at Henrik Nitter døydde. Oppsiktsvekkjande nok hadde det dårlege presteembetet heile 7 søkjarar. Her får me òg vita dødsdatoen til Henrik Nitter. Det var Hans Wiingaard som fekk embetet - han vart utnemnd 16.3.1725 og var prest i Jostedalen til 1731.

Derimot samsvarar rapporten med det Anne Marta Hoff la fram under føredraget i kykja 26. juni: At store delar av koret (bortsett frå tre omfar) må ha høyrt til kyrkja som stod fram til 1660. koret har altså truleg vorte bygt om lag slik det står i dag inntil den tidlegare kyrkja. Det gjer det særs interessant å prøve å få ei datering av stokkane i koret. Byggjeåret for koret vil vere eit særs viktig tilskot til bygningshistoria for kyrkja.

Les rapporten: Ola Storsletten: Gjenanvendte bygningsdeler i Jostedalen kirke? NIKU oppdragsrapport 140/2010

Under denne sida er omtale av sentrale kommunale institusjonar og arbeidsfelt samla, og dessutan kjelder til kommunalsoga (sjå menyen til høgre).

Les meir
Ordførarar i Jostedal kommune 1838-1963 (Luster kommune)

Nyttig handbok: Bjerkås, Ola. (1997). Preste- og prostearkiver. En brukerveiledning. Oslo: Riksarkivaren.

Tida før 1500 er kjeldefattig. Det finst berre tre skriftlege kjelder som nemner Jostedalen, alle frå 1300-talet. Desse tre kjeldene er presenterte her (sjå menyen til høgre).

Ut over dette er det berre fysiske spor som kan seie noko om busetnaden i mellomalderen og førhistorisk tid, og dei fell i to grupper:

1) Gamle bygningsdelar i kyrkja. Det er sikkert at Jostedalen var kyrkjestad i mellomalderen, og det har sidan 2009 vorte arbeidd for å finne ut om det kan vere gjenbrukte materialar i kyrkja frå ei mellomalderstavkyrkje. Les meir om Stavkyrkja i mellomalderen (under Kyrkjesoge).

2) Ei rekkje arkeologiske granskingar som har dokumentert menneskeleg aktivitet i Jostedalen frå fleire tusen år før vår tidsrekning til seinmellomalderen. Desse granskingane er presenterte her (sjå menyen til høgre).

Og denne Frygt er desværre bleven til Virkelighed, idet at Onsdagen den 11te Februar ved Dagens Frembrud efter en stormfuld Nat i et frygteligt Veir tvende Husmandspladse, Kleiven og Leteigen, beliggende 1 Miil fra Justedals Præstegaard og ¼ Miil fra hinanden, omtrent samtidig bleve begravne unden Lavinerne. Paa Pladsen Kleiven befandtes, da Ulykken skede, 6 Mennesker, nemlig: en Olding  henved 90 Aar gammel samt Huusmanden og hans Kone tilligemed 3 Børn, hvoraf endnu Ingen var opstaaet. Den gamle Mand og Forældrene laa i Stuen medens Børnene havde deres Natteleie i Fjøset. Formedelst det stormende Veir med Snefog mærkede de Intet førend Lavinen styrtede over dem, og begravede dem under de nedstyrtede Bygninger. Endelig lykkedes det de 3 Børn at finde en Aabning paa det nedstyrtede Fjøs og ved Anstrængelse at faa den oventil liggende Snee saa meget tilside, at de kunde trænge igjennem og ankom saaledes aldeles nøgne til den nærmeste Gaard, hvor de øieblikkelig fik Hjælp. Efterat flere Personer havde gravet nogen Tid gjenfandtes begge Forældrene begravne under det nedstyrtede Tag og næsten kvalte. Imidlertid havde Manden dog ikke faaet nogen Skade, men havde ikke Hjelpen kommen saa hurtig, vilde han ikke have udholdt det længe; hvorimid Konen, der laa sammenpresset under de nedstyrtede Bjelker, er bleven betydelig beskadiget, dog haaber man med Guds Hjelp, at hun vil beholde Livet. Da Lavinen ikke havde borttaget de nederste Stokværk af det ene Hjørne i Stuebygningen, hvor Oldingen havde sin Seng, begyndte man at grave her. Efterat man havde arbeidet sig ned omtrent 3 Alen, stødte En med sin Spade lige paa hans Ansigt uden dog at beskadige ham; og da han mærkede, at man søgte efter ham, sagde han med sit sædvanlige muntre Lune: ”Ja her er jeg og det ilive; men jeg ligger forbandet trangt; har derfor ikke En af Eder en Skraa Tobak, hvormed jeg kan vederkvæge mig indtil I faa mig op?” Hvorvidt hans Ønske blev opfyldt, vides ikke; imidlertid blev han snart bragt paa Benene uden at have faaet den ringeste Skade.

Paa Pladsen Leteigen var derimod Ulykken endnu større, da Lavinen kom med større Voldsomhed, saa at ikke et eneste Huus blev tilbage; men imidlertid har dog Gud ogsaa holdt sin beskyttende Haand over dise Ulykkelige, saa at de Alle, ligeledes 6 i Tallet, ere gjenfundne i Live, dog mere eller mindre ilde tilredte. I selve Huset befandt sig i det frygtelige Øieblik Huusmanden og hans Kone samt deres Søn og dennes Kone, ikke fuldt en Uge gammel i Barselseng, der just var opstaaen og sad med sit diende Barn i Skjødet, hvorimod Tjenestepigen var gaaen ned i Faarehuset for at røgte Kreaturerne. I et Øieblik blev baade Mennesker og Huus og Alt, baade Levende og Livløst, splittet ad og ført over hundrede Skridt bort fra Stedet. Da den ulykkelige Moder var istand til at grave sig op af Sneen og kom til sin Bevidsthed igjen, erindrede hun, at hun havde havt sit Barn i Skjødet, men til sin store Sorg opdagede hun, at det var – Borte. I sin Fortvivlelse begyndte hn at kradse omkring i Sneen, og til sin usigelige Glæde gjenfandt hun det og – ubeskadiget. Huusmanden var imidlertid ogsaa kommen op af Sneen, og da han saa sin Sønnekone næsten nøgen (thi hun havde blot et tyndt Skjørt paa sig) var han saa heldig at finde en Skindfeld i Sneen, hvormed han bedækkede hende, indtil der næsten efter en Times Forløb kom Hjelp fra den nærmeste Gaard. Man begyndte nu af alle Kræfter at grave efter de Øvrige, og endelig lykkedes det dem at gjenfinde Huusmandskonen og Tjenestepigen; men først efter en 3 Timers Forløb lykkedes det dem at gjenfinde Sønnen næsten livløs. Han var i al denen Tid bleven hængende barfodet og saa godt som nøgen over en Birkestamme med endeel Stokke over sig. Hans Tilstand er meget betænkelig; thi foruden at han har lidt meget af Kulde og har faaet et dybt Saar i Panden, er det meget at befrygte, at endeel Ribbeen ere knuste. Naar undtages Barselkonen og hendes lille Barn, ere alle de Øvrige temmelig beskadigede; men selv for hine svæver man dog i stor Frygt, da de under nærværende Omstændigheder sandsynligviis vil paadrage sig en heftig Forkjølelse, der for Barselkonen kan blive meget betænkelig.

Saaledes har denne frygtelige Morgen berøvet 3 Familier, om end ikke Livet, saa dog Fleres Helbred for kortere eller længere Tid tilligemed næsten Alt, hvad de eiede; og dog maa man takke Gud, at det skede om Dagen!

Justedals Præstegaard, den 15de Februar 1846.
Michael Fasting.

Kjelde

Morgenbladet, nr 76, 17.3.1846.

Ved Skiftet efter Fru Lind, sluttet i Porsgrund 28 Febr. 1859, blev Legatkapitalen udlagt med 58 Spd. 80 Sk., hvoraf 8 Spd. 80 Sk. paaløbne Renter.

Ved Skrivelser af 20 Juni og 8 Juli 1859 have Bergens Stiftsdirektion og Kirkedepartementet bestemt, at Kapitalen skal udsættes paa Rente, der bliver at indtage i Fattigkassen til Bestridelse af dennes Udgifter, samt at Fattigkommissionen har at besørge aflagt Regnskab, som indsendes til Revision og Decision af Departementet.

Kjelde

Nicolaysen, N. (1875). Norske Stiftelser. Samling af Fundatser, Testamenter og Gavebreve, samt historisk-statistiske Efterretninger, vedkommende milde Stiftelser i Kongeriget Norge.  (Bd. 4). Christiania: Chr. Tønsbergs Forlag, s. 579. [digital utgåve, NBdigital]