{"id":412,"date":"2009-07-04T18:51:06","date_gmt":"2009-07-04T16:51:06","guid":{"rendered":"http:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/?page_id=412"},"modified":"2025-04-17T10:07:25","modified_gmt":"2025-04-17T08:07:25","slug":"j-neumann-om-jostedalen-1824","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/?page_id=412","title":{"rendered":"J. Neumann om Jostedalen (1824)"},"content":{"rendered":"

\"\"<\/a>F\u00f8rste Afdeling.<\/strong><\/p>\n

<spalte 424>
\nDa mine Forretninger her [i Luster] vare endte, paa den Conferents n\u00e6r, som jeg l\u00e6ngere hen vilde holde med Provstiets samtlige Pr\u00e6ster, gjorde jeg mig f\u00e6rdig til den frygtelige Reise op i Justedalens Iis-Regioner.
\n(Forts\u00e6ttes).<\/p>\n

Anden Afdeling.<\/strong><\/p>\n

Justedals-Reisen *)<\/strong><\/p>\n

Fra Dale Pr\u00e6stegaard i Lyster til Justedalens Pr\u00e6stegaard er vel ikke mere end 3 Mile, men man gj\u00f8r dog vel i at passe Tiden, og ikke begive sig for silde paa Veien. For os <\/em>gik imidlertid en Deel af Morgenstunden bort, inden Hestene kom, bleve m\u00f8nstrede, sadlede og kl\u00f8vede [dvs.] paal\u00e6ssede det Gods man f\u00f8rer med sig i Kufferter, Kister, Skrin eller Mads\u00e6kke, hvilket fordeles i Kl\u00f8verne paa Hestens begge Sider til omtrent lige Tyngde. F\u00f8rst Kl. 8 stege vi til Hest, Provst Qvale, Justedalens Pr\u00e6st Aabel, og jeg. Min tro F\u00f8lgesvend T. lod jeg denne Gang blive tilbage, fordi jeg t\u00e6nkte mig Reisens Besv\u00e6rlighed, uagtet mine Forestillinger herom langtfra ikke naaede Virkeligheden. T. havde imidlertid, af Omhyggelighed for mig, skaffet en Cicerone tilveie, den han paalagde ikke at vige fra min Hest, og at v\u00e6re ansvarlig for Principalen. Denne Person var Skydsskafferen i Marifj\u00e6ren, Bernt, der er bekjendt med alle Stier i Fjeldene, og som Reisende havde i senere Tider gjerne benyttet sig af, som Veiviser i disse uveibare Egne, som og paa Br\u00e6erne; et paalideligt Menneske, og billig i sine Fordringer, hvilket sidste ellers begynder at gaae af Moden, siden Engl\u00e6nderne have faaet Vane paa at komme her, og med rund Haand at ud\u00f8se Sedler, ei blot af de hvide, men selv af de blaae og de gule, som havde de intet V\u00e6rd.<\/p>\n

Et deiligt Veir begunstigede vor Reise. Veien gaaer i j\u00e6vn Skraaning op igjennem Dalsdalen<\/em>, der str\u00e6kker sig en Miil opad til Foden af de h\u00f8iere Fjelde lige i Nord. Denne Dal deler sig i tvende Dele, af hvilke den sydligere kaldes Hjemdalen<\/em>, og skal efter et gammelt Sagn, have v\u00e6ret en S\u00f8e, som ved at aabne sig et Udl\u00f8b er forsvunden. Dals-Elven<\/em>, som falder ud ved Enkes\u00e6det Qvale nede i Lyster, l\u00f8ber her igjennem. Dalen er trang, og ubeboet, naar man undtager de S\u00e6terhuse, som findes hist og her, men som nu ogsaa vare aldeles mennesketomme, saasom det st\u00f8rre Qv\u00e6g netop i denne Morgenstund var drevet op i de h\u00f8iere S\u00e6tere, og Budeierne vare fulgte med Buskaben. Kun nogle Kalve og Sviin saae vi vanke omkring. Foruden Gr\u00e6sgangene eller S\u00e6termarken fandt vi her ogsaa dyrket og med Gj\u00e6rder indhegnet Engeland, hvor Gr\u00e6sset voxte frodigen, og Blomsterne stode klyngeviis i broget Farvevexel. Dette Str\u00f8g er rigt paa Glimmerskifer, og paa herlige Hellebrud. Her findes ogsaa en mineralisk Kilde, men af hvad Natur kan jeg ikke sige. Dalens Nordlige Deel kaldes Fremdalen<\/em>, og gaaer op til Kilen<\/em>, en Gaard lige i Enden af Dalen, hvis Husebygninger man har flere Gange maattet flytte for Sneskredenes Skyld, der husere farlig her, og styrte Alt overende. Nar man tr\u00e6der ind i denne Dal, saa \u00f8iner man strax Naturen i en alvorligere Stiil. Klippemasserne rage skarpere frem, Fjeldene h\u00f8ine sig, uhyre K\u00e6mpestene ligge spredte i Dalstr\u00f8get, Bjergstr\u00f8mmene styrte med Bulder ned fra H\u00f8iderne. Jeg saae af dette Slags een m\u00e6rkelig is\u00e6r, der kom fra Fjeldets Tinde i brusende Fart, men fangedes omsider i en Klipperist, og blev saa, efter at have fyldt denne i en lang Str\u00e6kning, tilsidst, omtrent paa Fjeldets Midte, aldeles borte, uden at jeg ved Foden af Bjerget kunde opdage noget dens Udl\u00f8b. Animalsk Liv var her ikke at fornemme, f\u00f8rend vi kom henimod den omtalte Gaard Kilen, hvor Flokke af Geder og Faar kom os im\u00f8de, og bleve ved at f\u00f8lge os end langt op i Fjeldet. Her laae ogsaa dyrkede Marker, men omgivne af en vild Natur, der truede allevegne med \u00d8del\u00e6ggelse. Tr\u00e6erne stode fast alle i en skj\u00e6v Retning, med deres Toppe ydmygt dukkende til Jorden, som Tegn paa deres Underkastelse under Sneelavinernes frygtelige Herred\u00f8mme.<\/p>\n

Hidindtil vare vi uden al Besv\u00e6rlighed stegne Dalen opigjennem, til hvad H\u00f8ide, veed jeg ikke, under Fjeldets Fod. Men nu gik det for Alvor til Fjelds. Vi saae den vildeste Natur omkring os; vi saae 1\/3 Miil op mod Skyerne Toppen ligge af det Fjeld, som vi skulde bestige; men Vei, eller Spor <spalte 533> af Vei, saae vi intet til. Bratheden gjorde det umuligt at tage den korteste Linie; vi maatte ride i bestandigt Zikzak, undvigende de nedstyrtede Fjeldstykker, og smuttende igjennem det hist og her voxende Krat. Det gik sommetider igjennem idel Forvittringer, hvor Hestene med M\u00f8ie fandt Fodf\u00e6ste. I en af disse Passager faldt endog, til Bernts store Bestyrtelse, min Hest i Kn\u00e6; men jeg blev rolig siddende paa den, indtil man fik l\u00f8ftet den op igjen. Dog var dette ikke det v\u00e6rste. Jeg studsede, da jeg kom h\u00f8iere op i Fjeldet, og saae steile Sn\u00e6vringer for mig, som man sagde Hesten n\u00f8dvendig maatte opad, og hvor det arme Dyr virkelig med anstrenget Kraft maatte skyde sig op, men hvor Rytteren ogsaa med ligesaa anstrenget Kraft maatte holde sig fast, og tage Ligev\u00e6gten meget n\u00f8ie i Agt, for ei at falde bagl\u00e6nds. Det er vidstnok, at man paa slige Steder kunde stige af, og dette gjorde jeg paa enkelte; men den Uvante tr\u00e6ttes let under saa m\u00f8isomme Klavringer, eller s\u00e6ttes i en Transpiration, som, formedelst de kolde Vinde fra Br\u00e6erne, let kan vorde ham skadelig; og den Vante agter ikke saadant Ridt. Dette var Tilf\u00e6ldet med mine Reisef\u00e6ller, og deres Mod styrkede mit. \u2013 Ja, det beh\u00f8vdes omsider at styrkes! Et Par Gange allerede havde jeg redet over og igjennem stridtl\u00f8bende Bjergstr\u00f8mme, men Vandet var ikke dybt, og jeg kunde see deres Bund. Men med eet kom vi for en skummende Elv, der styrtede sig i smaa Fossefald ned over Bjerget i en Vinkel af omtrent 20 Grader. Hvor skal vi nu hen? spurgte jeg min F\u00f8rer. \u2013 Opigjennem Fossen, Far, svarede Bernt. Nu i Guds Navn, <spalte 534> sagde jeg. Oncle Kj\u00f8lbr\u00f8nd i la Motte Fouqv\u00e9s Undine stod skinbarligen for mine \u00d8ine. Jeg kastede mig tr\u00f8stigen i hans Favn, da jeg saae, hvor fortrolige mine Reisef\u00e6ller vare med ham, og vi kom uden M\u00f8ie op igjennem. Fare var der heller ikke ved, thi Bunden var j\u00e6vn paa de smaa Afsatser n\u00e6r, der dannede Fossefaldene, men som Hesten let steeg op over, og Vandet var ikke dybt; det syntes kun frygteligt, fordi man ei, formedelst Elvens skummende Fart, kunde med \u00d8inene maale Dybden. Hvad Mennesket dog er et Vanedyr! Nu vandres og vides disse Fjeldstier vel hundrede Gange af dem i Goupne eller i Justedalen, som have Samf\u00e6rsel med Lyster, og Enhver kjender dog Besv\u00e6rligheden af denne Vandring; men Ingen t\u00e6nker alvorlig paa at faae en mindre vild Vei anlagt, hvilket dog visseligen lod sig gj\u00f8re, naar Villien og to Bygdelauges forenede physiske Kr\u00e6fter kom til. Man er fra Barnsbeen af vant til at finde Vei op og ned ad Fjeldet, uden at holde sig til nogen bestemt Retning, og saa overseer man det Besv\u00e6rlige og det Frygtelige deri.<\/p>\n

Endelig havde vi naaet Storhougen<\/em>, disse r\u00e6dsomme Fjeldes Toppunkt, i det mindste, som det syntes for os, inden Stigningen begyndte; thi da vi kom derop, fandt vi rigtig nok st\u00f8rre H\u00f8ider bagenom. Her er det almindelige Hvilested paa Reisen, fast intet Huus er endnu at see. En j\u00e6vn Gr\u00f8nning ligger her oppe paa Fjeldet, og den var i dette \u00d8ieblik lige indbydende for vore Heste og os. Vi slap Hestene, og de gr\u00e6ssede rolig omkring os, medens vi aabnede vor Madkurv, for ogsaa at hente nogen <spalte 535> Restauration efter denne Opfart. Det bl\u00e6ste her oppe koldt fra de n\u00e6rliggende Br\u00e6er, saa at jeg maatte tage min Skindkjole paa, uagtet vi skreve den 1ste Julii, og satte mig i L\u00e6 mellem to Klippestykker, hvor jeg saaledes med en Kavai under mig istedetfor Sophapude fort\u00e6rede min Frokost med den herligste Appetit, og istemmede ved Viinb\u00e6geret med de Andre Nordal Bruns her saa aldeles passende Vers: \u201dBoer jeg paa det h\u00f8ie Fjeld.\u201d<\/p>\n

Paa Storhougen ligger den saa kaldte Bisper\u00f8se<\/em>. At den har faaet dette Navn efter Biskopperne, som paa deres Visitats i Justedalen have, med andre Reisende, holdet her deres Rasttime, synes at ligge i selve Ben\u00e6vnelsen, men fra hvad Tid Navnet har taget sin Begyndelse, er ubekjendt; thi intet Menneske her veed af flere Biskopper at sige, der f\u00f8r mig have vovet sig paa denne besv\u00e6rlige Reise, end Nordal Brun, som i Aaret 1806 fors\u00f8gte paa og fuldendte lykkelig denne Vandring, dog med det let tilgivelige L\u00f8fte \u2013 aldrig at komme der mere! Denne Bisper\u00f8se skulde efter Frokosten besigtiges. Det var en simpel Steendysse, ikke engang stor nok til at fortjene nogen Opm\u00e6rksomhed. Imidlertid, saasom Brun havde i sin Tid lagt sin Steen i den, sa maatte jeg og l\u00e6gge min; og nu blev Selskabet, under megen Gammen, enigt om at b\u00e6re sammen af de omliggende Stene saa mange i Dyssen, at den omsider h\u00e6vede sig pyramidalsk og anseelig i Veiret, og blev til et Tegn, der end langtfra faldt tydeligen i \u00d8iet. Vore Skydsb\u00f8nder, og min Bernt is\u00e6r, lode sig denne Sag v\u00e6re h\u00f8ilig magtpaaligende. <spalte 536>
\nMan skuer fra denne H\u00f8ide af langs ned igjennem Fremdalen i Syd, og hen til Iisbr\u00e6erne i Nord. For Resten er alt vildt, og uformet, som fra Skabelsens Tid.<\/p>\n

Efter en ubetydelig Stigning gik vort Ridt nu j\u00e6vnt henover Fjeldets Ryg *2) til Vigelandsbroen<\/em>, og derfra til Gaarden Vigeland<\/em>, hvor Skydsskiftet er. Vi fik her nye Heste, og toge med dem Nedstigningen fat. Men denne var v\u00e6rre end Opstigningen, og tilmed langt farligere. Det gaaer ned over Svabjerge (Fladbjerge), hvor Hesten kan ikke f\u00e6ste sikker Fod, og Bradstyrtningerne ere skr\u00e6kkelige. Jeg gik den st\u00f8rste Deel af Veien, og havde maattet gaae den hele, om ikke min Hest havde besiddet en elskv\u00e6rdig F\u00e6rdighed i at gaae ned over hine Fladbjerge, uden at falde paa N\u00e6sen. Denne F\u00e6rdighed besad Provst Qvales Hest i mindre grad, og faldt derfor paa et Sted hvor det vistnok havde v\u00e6ret raadeligere for Rytteren at staae af. Faldet skulde heller ikke have bekommet Provsten vel, om ikke Pr\u00e6sten Abel, der gik tilligemed mig, havde v\u00e6ret strax ved Haanden. Nedenunder os saae vi fra Fjeldet af Justedals-Elven <\/em>fare frem i Dybet med en utrolig Hurtighed, og vi n\u00e6rmede os den nu alt mere og mere. Endelig kom vi tr\u00e6tte og dampende ned. Elvens Vand er ganske graat og uklart. Den kommer fra Br\u00e6erne, og det s\u00f8ndermalede Qvarts, som den f\u00f8rer derfra med sig, betager Vandet sin Klarhed. Hele Justedalen<\/em> kan ansees som en eneste Elverende, der blot har nogle Gr\u00f8nninger paa de Steder, hvor Elven ikke l\u00f8ber, eller <spalte 537> hvor den ikke har forandret sit L\u00f8b, men dette gj\u00f8r den, til Skade for de arme B\u00f8ner, fast aarlig, o efterlader sig store Grusbanker under denne Omskiftning. Vi reed over nogle af disse store og lange Banker, der ligge fulde af smaa runde Geschieber, alle n\u00e6sten af Gneis eller Granit. Men Granitens m\u00e6gtigste Bestanddeel her er Qvarts. Derfor findes alle Bredderne af Elven op til h\u00f8it op paa Fjeldsiderne fulde af dette Qvartsst\u00f8v, som vare de puddrede; thi Elven stiger mangen Gang saa h\u00f8it, at den s\u00e6dvanlige Passage aldeles afskj\u00e6res, og da maa den, som er iveie, klavre saa godt han kan op igjennem Fjeldene.<\/p>\n

Omtrent \u00bc Miil fra Pr\u00e6stegaarden er Dalen saa smal, at Vandet her tr\u00e6nger sig med frygtelig Magt frem imellem Klipperne, og danner et skj\u00f8nt Fossefald. En stor Steen ligger midt i L\u00f8bet, og denne er fast udhulet, som en Jettegryde af Geschieberne, som Elven f\u00f8rer med sig og lader hvirvle sig derinde. Stolt er dette Syn fra Fossebroen<\/em> af, og malerisk det overh\u00e6ngende buskrige Fjeld; men usikker synes Broen selv at v\u00e6re, og brast den, saa var man her uden Redning. Naar man har passeret denne Broe, saa kommer man paa den anden Vei, som gaaer fra Justedalen gjennem Goupne ned til R\u00f8neid.<\/p>\n

Pr\u00e6stegaarden<\/em> ligger ret romantisk paa en Gr\u00f8nning, som Elven omslynger. Den er liden, men ret peen. T\u00e6t ved ligger Kirken<\/em>, som efter de Documenter jeg har for mig, synes sidst at v\u00e6re bygget Aar 1660, da T\u00f8ger Jensen var Pr\u00e6st i Justedalen. Den er liden, og af <spalte 538> Tr\u00e6 *3). Paa dens Kirkegaard fandt jeg 3 gamle Grav-Kors *4) af Kl\u00e6bersteen, omgivne af en Cirkel, i hvis Rand det synes som om Indskrifter havde v\u00e6ret indgravne, men som nu af Tiden ere, formedelst Stenenes Bl\u00f8dhed, udslettede. Om Cirkelen eller Hjulet ligge paa den ene og den ziirligste af dem 3 Knapper, i en Afstand af 90\u00ba fra hinanden. De ere omtrent \u00be Alen i Diameter, og hvile paa Fodstykker, der lade til at v\u00e6re afbrukne. I \u00c6lde naae de langt fra ikke op mod Korsene i Eivindvig og Fragmenterne af samme i Ladvig. Det kunde de da heller ikke, saasom Justedalen, efterat den ved den sorte D\u00f8d (i Midten af det 14de Aarhundred) var bleven reent folketom, blev som Kongens \u00d8demark f\u00f8rst i Midten af det 16de Aarhundred igjen opryddet og bebygget. Sagnet om Justedals-Rypen <\/em>er bekjendt af Holberg og Ramus.<\/p>\n

Det var mig umuligt at v\u00e6re Jordens st\u00f8rste bekjendte Iisbr\u00e6 <\/em>saa n\u00e6r, uden dog at see noget af den, og derved <spalte 539> at skaffe mig et Begreb, blev det end svagt, om dette 12 til 14 Mile lange Iis-Ocean, der begynder ved Lodals-Kaaben og ender ved Fj\u00e6rlands-Fjorden i Syd, men ved Olderfjorden uner Indvigens Pr\u00e6stegjeld i Nord, og over hvis st\u00f8rknede B\u00f8lger Mennesker (audax Japeti genus) ikke tage i Bet\u00e6nkning at vove sig milelange Veie, Skj\u00f8ndt, D\u00f8den lurer i hver en Revne. En Arm, blandt de mange, af Stordals- eller Justedals-Br\u00e6en er Nigards-Br\u00e6en<\/em>, som ligger 1 Miil fra Justedals Pr\u00e6stegaard. Didhen blev en Reise bestemt til den 4de Juli.<\/p>\n

En deilig skyfri Himmel hv\u00e6lvede sig over os, da vi i Morgenstunden sadde omkring vort Frokostbord ude i Gaarden, beskinnede af en venlig Sol, som her under denne Gl\u00e6tscher-Verdens Kulde f\u00f8ltes saare qv\u00e6gende. Kl. 8 stege vi til Hest. De mange Bugtninger, som den uregjerlige Justedals-Elv gj\u00f8r i sin uregelm\u00e6ssige Fart, ved hvilken den h\u00e6rger fast Alt, hvad der af flad Mark ligger mellem disse Klipper, gj\u00f8re mange Broer forn\u00f8dne. Man passerer strax en saadan, naar man reiser ud fra Pr\u00e6stegaarden, og l\u00e6nger hen kommer man forbi, dog ikke over, en sand Teufelsbr\u00fccke, H\u00f8gebro<\/em> [dvs.] H\u00f8ibro kaldet. Den svarer til sit Navn. Naar man er kommen denne forbi, faaer man snart, til H\u00f8ire, \u00d8ie paa Gededals-Fossen<\/em>, et Vandfald, som i 3 Grene styrter ned over en himmelh\u00f8i lodret Fjeldv\u00e6g, der seer ud som om den var h\u00f8vlet ned igjennem et Indsyk af Klippen, og hvis midterste Vandstraale vilde tage sig skj\u00f8nt ud, dersom den havde den Masse af Vand, som den ene Sidestraale har, eller <spalte 540> om alle tre Grene samledes i den til en eneste Vandcolonne, hvilket var ved Konst ikke vanskeligt at foranstalte. Nu rider man et langt Stykke igjennem en venlig Older- eller Oreskov<\/em> *5) nede i Dalen, og seer til h\u00f8ire Side h\u00f8it oppe i Fjeld-Horizonten Sp\u00f8tegen<\/em>, men til Venstre lige saa h\u00f8it Berset-Br\u00e6en<\/em>, to Br\u00e6er, hvis Sneechrystaller glimrede i Solskinnet. L\u00e6ngere hen saae vi gr\u00e6ssende Hjorder udi et Krat, som er opvoxet mellem de af Elven opkastede Grusdynger. Over Krondals-Elven<\/em>, hvis muddrede Vand forkynder, at den kommer fra Br\u00e6erne, ligger atter en Dj\u00e6vlebro; og nu viser allerede Nigards-Br\u00e6en sig. Man passerer endnu en Bro, Melvirs-Broen<\/em>, ved hvilken to Gl\u00e6tscher-Floder forene sig, en mindre, der kommer fra Nigards-Br\u00e6en og flyder med blaaligt kalkagtigt Vand, og en st\u00f8rre, som kommer fra den store Justedals-Br\u00e6, af hvilken Nigards-Br\u00e6en er en Arm, h\u00f8iere mod Norden, og som flyder med graaligt aldeles plumret Vand; og nu ligger Nigards-Br\u00e6en<\/em> i sin hele Majest\u00e6t lige for \u00d8iet.<\/p>\n

Jeg mindes ikke, at nogen Aabenbaring i Naturen, af de mange herlige store Scener, den i saa riig Overfl\u00f8dighed fremstiller for Menneskets \u00d8ie, har gjort det dybe Indtryk paa mig, som Synet af denne Br\u00e6. Om en kold Gysen overfoer mig, eller om Blodet str\u00f8mmede mig til Hovedet, det erindrer jeg ikke nu; men dette erindrer jeg grant, at Taarerne stode mig i \u00d8inene, og at jeg aldrig med dybere og helligere F\u00f8lelse havde tilbedet Gud i hans Gjerninger. <spalte 541> Helvetiens Gl\u00e6tschere saae jeg mangen Gang afbildede, og troede at fatte dem; men at jeg ikke havde fattet dem, det f\u00f8lte jeg nu. Her laa en bred og dyb Dal for mine \u00d8ine, fyldt med en Iismasse, som ligger der i Skikkelse af et midt under B\u00f8lgernes Rullen ved Almagtens Tryllestav med Eet st\u00f8rknet Hav, hvis Bev\u00e6gelser man synes endnu at kunne skimte i den fjerne Horizont! — —<\/p>\n

Nix jacet, et jactam nec sol pluvi\u00e6que resolvunt,
\nIndurat Boreas, perpetuamque facit.
\nOvid.<\/p>\n

Afstumpet paa sin nederste Rand i en H\u00f8ide af omtrent 20 til 30 Fod helder dette Iishav ud imot en stor og viid Forgrund af 1726 Fods L\u00e6ngde *6), der ligner et Museum af Forverdenens Ruiner. Disse Br\u00e6ernes Forgrunde, hvis hele Areal de selv havde i Fortiden indtaget og bed\u00e6kket, men som nu indeholde Bjerge af Grus og Geschieber og uhyre Granitblokke, som de have skudt foran sig, og efterladt i det de traf sig selv tilbage, kaldes i det gj\u00e6ngse Sprog Vorrer<\/em>. En saadan m\u00e6gtig Vorr ligger udbredt foran Nigards-Br\u00e6en, og vidner om, hvat V\u00e6lde og hvad Omfang den har havt, ligesom Fjeldenes afragede Sider, Skarvenaasen imot Nord og Kampen imod Syd, tilkjendegive forrige H\u00f8ide, der nu er over 200 Fod mindre *7). Angaaende Nigardsbr\u00e6ens Af- og Tiltagen maa jeg i \u00d8vrigt henvise til Bohr<\/a><\/em>.<\/p>\n

Ikke langt fra Br\u00e6en ligger Gaarden Elvekrog<\/em>, hvis gjestfrie Eier Claus<\/em> <\/a>ikke aleneste b\u00f8d os ind, og satte et Fad Melk for os paa Bordet i sin rummelige h\u00f8iloftede H\u00f8gstue, men gjorde sig og, da han h\u00f8rte, at vi vilde op paa Br\u00e6en, f\u00e6rdig til at f\u00f8lge os. Han tog Braadder og Reeb med sig, og anf\u00f8rte nu vor Caravane paa denne frygtelige Fart. Tit de yderste Grusdybninger, der betegne Vorrens Gr\u00e6ndse, kunde vi ride; men her stege vi af, og maatte begynde Vandringen til Fods, og vogte vore Trin over dette Hav af rullende Geschieber, der lignede Bunden af et udt\u00f8rret Ocean, hvis yderste Rand en ny og frodig Vegetation allerede bekrandsede. Efter lang Tid og megen M\u00f8ie kom vi over dette Tohu Babohu, og stode nu for Br\u00e6en, der prangede i sin Forgrund med colossalske Monumenter, som Vidner om dens FOrdums Storhed. Her fandt vi Iisst\u00f8ttter, vel 30 Fod h\u00f8ie, i coniske, cylindriske og pyramidalske Former, isoleret staaende foran Br\u00e6ens Rand, og herlig glimrende i Solskinnet. Br\u00e6randen var n\u00e6sten sort af Jord o St\u00f8v og Grus, som Vinden har f\u00f8rt derop, o som siden har fastnet sig i Iisskorpen. At komme op over denne steile Rand, var heel vanskeligt; dog fandt vi et Sted, hvor en underliggende Granitblok, som vi maatte klavre op paa, tjente os til Skammel, fra hvilken vi kunde svinge os op paa Br\u00e6en.<\/p>\n

Nu stod jeg paa et Iishav 1063 Fod over Vandspeilet. Vistnok har jeg v\u00e6ret i langt h\u00f8iere Regioner, men aldrig f\u00f8lt, hvad jeg f\u00f8lte her i denne vidunderlige Verden hvor Forstyrrelsens Fragmenter laae i chaotisk Sammenblanding paa den ene Side af mig, og hvor jeg paa den anden Side med \u00d8iet kunde f\u00f8lge en heldende Iismasse i en <spalte 543> Str\u00e6kning af 1 \u00bd Miil, paa det Str\u00f8g hvor denne Br\u00e6 allerede er forenet med den uhyre Storals-Br\u00e6. Vandringen opad Br\u00e6en var ikke vanskelig, thi Iisskorpen var ikke synderlig glat. Ret opr\u00f8mte i Sindet vandrede vi nu opad den skraaliggende Flade, omtrent 7 til 800 Skridt. Her fandt vi en Fordybning i Br\u00e6en, som kom os vel tilpas. Vinden, som kom fra Br\u00e6ens Krone, var skj\u00e6rende og kold; denne Gl\u00e6tscher-Dal syntes at tilbyde os Ly for Vinden, og derfor leirede vi os alle i den.<\/p>\n

Vi havde allerede i Morgenstunden hilset denne blide og solvarme Dag, under dens kj\u00e6re Betydning, som vor elskte Kronprindses F\u00f8dselsdag. Her vilde vi, i denne isolerede men h\u00f8ie og herlige Iisverden, feire den i stille Simpelhed, imedens den i Hverdags-Verdenen feiredes med Pomp. Viin og B\u00e6ger var til den Ende medbragt. Jeg foreslog Skaalen, i det jeg n\u00e6vnede den for os Alle gl\u00e6delige Anledning til samme; B\u00e6geret fyldtes, og vi leirede os i Ring, for at t\u00f8mme det efter hinanden, med \u00d8nsket om vor Oscars<\/em> og hans Elsktes<\/em> fremtidige Held. Da tilb\u00f8d Pr\u00e6sten Aabel sig at synge et Vers, som han \u00d8ieblikket forhen havde nedskrevet. Han sang:<\/p>\n

\u201dSee Oscarsdagens Straale brydes
\nPaa Fjeldets evig faste Iis.
\nMens gamle Norges S\u00f8nner frydes
\nVed stolte Syn paa festlig Viis!
\nMed h\u00e6vet Sands de Blikket vende
\nHist over \u00d8stens Klipper ud,
\nOg Hjertets varme B\u00f8n opsende:
\nHeld Oscar<\/em> og hans hulde Brud<\/em>!\u201d<\/p>\n

Vi gjentoge den sidste Linie i Chor, og saa drak vi alle den kj\u00e6re Skaal, og <spalte 544> raabte et langt tredobbelt Hurra, saa Bjergenes Eccho svarede os igjen; og ingensteds, det troer jeg endnu, er Oscars-Festen feiret stoltere paa denne Dag, end her imellem den evige Iis\u2019s Ruiner, af os 7 Norm\u00e6nd. \u2013 Nu satte vi os ned i Fordybningen en Stund, og vandrede saa h\u00f8iere op paa Br\u00e6en, som Claus fortalte os var der. Dens Sider lyste i det deiligste HImmelblaat. Vi saae Vandet *8) nede i dens Dyb, men Bunden kunde vi ikke see. Naar disse Revner ere om Vinteren eller Foraaret skjulte med Snee, da ere de yderst farlige; og man fortalte, at for ikke l\u00e6nge siden skal en ung Bondekarl, som i F\u00f8lge med to \u00e6ldre vilde gaae over Justedals-Br\u00e6en til Nordfjord, v\u00e6re falden ned i en saadan Revne, men uden at naae Dybet blev han siddende paa en Afsats nede i Sv\u00e6lget. Hans Kammerader kunde ikke, af Mangel paa Toug, komme ham strax til Hj\u00e6lp; og medens de langt borte maatte hente dette, og forsyne sig med andre Redningsredskaber tillige, gik Natten hen, og de kom f\u00f8rst den f\u00f8lgende Dag tilbage. Me svagt Haab n\u00e6rmede de sig atter Revnen, men hvor forundrede og glade bleve de, da de saae Drengen sidende i samme Stilling, hvori de havde forladt ham, uskadt og tyggende paa Mad, som han havde faaet ud af sin Skr\u00e6ppe. Rebet bled nedhidset, og Dr\u00e6ngen blev frelst. <spalte 545><\/p>\n

Mu gik vi ned igjen, efterat vi havde m\u00e6ttet vort Blik med Synet af dette uoverseelige Iishav; og nede i Br\u00e6ens Forgrus botaniserede vi. Vi fandt her en M\u00e6ngde Alpeplanter, der bl\u00e6ndede \u00d8iet med deres gl\u00f8dende Farver, i hvor fortrykte de end syntes af Temperaturen. Herligt stod og Bygget, i Vinterens Naboskab, paa Elvekrogs Marker *9). Vor Vandring til og fra Br\u00e6en havde medtaget 2 \u00bd Time. Vi drak atter Melk hos Claus<\/a>, sagde ham et kj\u00e6rligt Farvel, og kom Kl. 5 om Eftermiddagen tilbage til Justedals Pr\u00e6stegaard.<\/p>\n

Paa Faaberg<\/em>, den \u00f8verste Gaard i Justedalen, skal, saa fortalte man mig, findes en Hule<\/em>, riig paa skj\u00f8nne Bjergchrystaller, men som nu efterhaanden plyndres, til Leget\u00f8i for B\u00f8rn. Pr\u00e6sten Aabel viste mig nogle af dem, som han eiede. De vare 1 \u00bd Tomme brede paa de ubeskadigede Sider, men i det Hele ilde medhandlede af en Uvorn Hammer. Denne Hule, om hvilken hverken v. Buch, eller Smith eller Naumann <spalte 546> eller Bohr <\/a>eller Keilhau synes at vide noget, fortjente vel at unders\u00f8ges.<\/p>\n

Justedals-Elven f\u00f8rer i sit muddrede kalkagtige Vand et fiint sort St\u00f8v <\/em>med sig, som jeg fandt i M\u00e6ngde opkastet langs dens Bredder, og som man bruger til Skriversand. Da jeg forestillede mig, at hiin Vandets Opmuddring foraarsagedes af Qvartsgeschiebernes Rivning mod hinanden paa Br\u00e6ens og i Elvens Dyb, saa ventede jeg mig et Pr\u00e6cipitat Vandet, naar jeg satte det hen. Jeg lod det staae i et Glas i 24 Timer. Vandet havde efter denne Tids Forl\u00f8b det samme kalkagtige Udseende, men noget Bundfald kunde jeg ikke m\u00e6rke til. Det sorte St\u00f8v lader sig tr\u00e6kke af Magneten. Skulde det v\u00e6re s\u00f8nderknuset Mica,<\/em> som en Bestanddel af Graniten eller Gneisen, der ved en ligedan Rivning afsondredes og f\u00f8rtes af Vandet frem? Eller er det Jernpartikler?<\/p>\n

Min Tilbagereise fra Justedalen havde jeg bestemt ad den saakaldte ordentlige <\/em>Vei igjennem Goupne ned til R\u00f8neid, hvor jeg havde bestilt min Baad. Jeg t\u00e6nkte denne Vei maatte v\u00e6re mindre besv\u00e6rlig; men visselig jeg bedrog mig! Vel gaaer denne Vei ikke fuldt saa h\u00f8it op imot Skyerne som hiin, men den gaaer fast uden Oph\u00f8r op og ned i de frygteligste Vinkler, og over de farligste Fladbjerge, der efter en Regn ere glatte som Iis, saa at man, for at undgaae de muelige Styrtninger, maa staae af og stige paa Hesten igjen vel 20 til 30 Gange, og saa desuden gaae den halve Vei, ofte paa H\u00e6nder og F\u00f8dder, i de steileste og bratteste Retninger; og dog vilde jeg ikke for Meget have undv\u00e6ret de Naturnydelser, <spalte 547> der vare forenede med hine Besv\u00e6rligheder og Farer.<\/p>\n

Kl. 8 om Morgenen den 6 Julii forlode vi Justedalen. Vi bleve paa Hesten indtil Fossebroen<\/em>, som vi nu lode ligge til Venstre. Her stege vi af, og valgte os et beqvemt Sted, for at tage det Naturmaleri ret i \u00d8iesyn, som her viste sig anden Gang og i forh\u00f8iet Skj\u00f8nhed for os. Man kan ikke see noget deiligere end det Bjerg, som i den yndigste Gruppering kneiser over denne Bro. Flintoe <\/em>har her hentet en af sine skj\u00f8nneste Theater-Decorationer. Og nu Fossen med Broen over sig, og den uhyre Granitblok midt i dens L\u00f8b, fra hvilken Vandet sprudler i St\u00f8v, og den himmelh\u00f8ie Bjergkuppel, Vangsen<\/em> kaldet, som h\u00e6ver sig bag hint bildere og Vegetationsrigere mindre Fjeld \u2013 Dette Alt er en af Alpeverdenens mest tryllende Fremstillinger.<\/p>\n

Justedals-Elven med sit plumrede Vand fulgte os troligen. Veien var taalelig den f\u00f8rste Miil, til Myklemyren<\/em>, der ligger paa en af de st\u00f8rste Sletter, som den egenraadige Elv har tilladt Justedalen at beholde, og har en skj\u00f8n Olderskov langs Elvens Bredder. Men nu begyndte en Stigning, hvis Lige i Brathed jeg vel kjendte, men hvis Farlighed for den ridende Mand, eller for den kl\u00f8vb\u00e6rende Hest, jeg aldrig har seet. Hankkleven <\/em>(H\u00f8gkleven, H\u00f8ikleven) kaldes den Aas, som man nu skal s\u00e6tte over. Vi stege alle af. Hestene gik uden F\u00f8rer den vante Sti \u2013 Sti? Nei, der var hverken Sti eller Vei at see; Alt var en eneste sporl\u00f8s Convexitet af et Fladbjerg, hvor enkelte Fordybninger i Fjeldet gave Hestene, som klogeligen gik i Zikzak, et usikkert <spalte 548> Fodf\u00e6ste. Jeg ventede hvert \u00d8ieblik at see dem falde; men nei, de stode. Dog skulde de vanskeligen have staaet, hvis Regnen havde glaseret disse Bjerge. Man viste ogsaa her, til min Forf\u00e6rdelse, et Sted, som kaldes Pr\u00e6stekone-Spranget<\/em>, hvor en stakkels Pr\u00e6stekone skal engang v\u00e6re styrtet udover md Hest og Alt, og omkommen i Elven.<\/p>\n

Vi kom endelig op paa det h\u00f8ieste af Aasen; og herfra tog Myklemyren sig herlig ud. Den ligger nede i Dalen, som den skj\u00f8nneste engelske Park, igjennem hvis Sletter og Smaaskove Elven slynger sig i de mest afvexlende Bugtninger, og s\u00e6tter allevegne st\u00f8rre eller mindre Grusholmer af i sit L\u00f8b.<\/p>\n

Aasen er en halv Miil over, og og ned ad Bakke, over Fjeldstier og Steentrapper, som ere frygtelige formedelst det sv\u00e6lgende Dyb ved Siden, og mod hvilke, i Fare og Besv\u00e6rlighed at regne, Gildreskredene i Hafsloe *10) have Intet at betyde. Vi maatte af Klogskab gaae her fast den hele Vei, og kom saaledes til Alsmo<\/em>, en Gaard hiinsides Aasen, efter hvilken en ny Aas, som vi atter fik at bestige, kaldes Alsmo-Aasen<\/em>. Veien fandt vi her af samme Natur, som den forrige, men Steentrapperne paa Skr\u00e6ntningen af Fjeldet ud imod Afgrunden vare lagte med saa megen Orden og Omhyggelighed, at Veien blev heel sikker, ja n\u00e6sten <spalte 549> magelig at gaae, i hvorvel jeg ikke under alt dette vilde betroe mig til nogen Hest paa den, thi et Fald eller en Snublen kunde let f\u00f8re til den visse D\u00f8d. Dette Anl\u00e6g skylder den dristige og forstandige Bonde,\u00a0 Hans Leermo<\/em>, sin Tilv\u00e6relse, og er priist over hele Bygden af Enhver, der kjendte den amle Veis utrolige Besv\u00e6rlighed. Vistnok maa man ogsaa, i Sammenligning med den \u00f8vrige Passage i disse Egne, rose det, ligesom man studse ved Tanken om hvad Kj\u00e6mpekr\u00e6fter der have h\u00f8rt til at frembringe af deres Leie og at nedl\u00e6gge paa Stien dise uhyre Steentrin. Naar man er kommen Aasen nedover, serr man en Gl\u00e6tscher-Elv pludselig styrte frem i fossende Fart, og atter skjule sig bag et Fjeld i Baggrunden. Den kaldes Leerdals-Elven<\/em>, af Gaarden Leermo<\/em>, som ligger t\u00e6t herved, og hvis us\u00e6dvanlig gode og oeconomisk rigtige Behandling giver strax, saasnart man har betraadt dens Enem\u00e6rker, et h\u00f8it og behagelig Begreb om dens forstandige Eier. Det var Hans Leermo<\/em>. I hans Huus vilde vi hvile os; og han ventede os endog med gj\u00e6stfri og uforstilt L\u00e6ngsel. Vi kom ind i en stor og lys og reenlig Stue, men traf den brave Hans liggende der paa Sygeleiet. Saa havde han ligget siden forrige Vinter. Sin Helbred havde han mistet ved sine Vandringer over Br\u00e6erne, dem han havde gjentaget 21 Gange i sit Liv; thi han havde, blandt flere Eiendomme, endeel i S\u00f8ndm\u00f8r, som han fra Tid til anden saae til. Paa disse Vandringer var han formodentlig bleven forkj\u00f8let over Maven, hvilket saa let er en F\u00f8lge af de korte Veste, som B\u00f8nderne her bruge, der under Gangen glide <spalte 550> op, og efterlade lige ned til Beenkl\u00e6derne en Aabning, som Br\u00e6ernes skj\u00e6rende Lufstr\u00f8m og Kulde gjennemtr\u00e6nger.Denne Bonde har l\u00e6st meget. Det var en Lyst at h\u00f8re Resultaterne af hans sunde D\u00f8mmekraft og hans mange Erfaringer. Under 27 Aars \u00c6gteskab med sin f\u00f8rste Kone havde han avlet 20 B\u00f8rn, og med den sidste, nu levende, eet Barn, en deilig liden Dreng paa 6 Aar, som deels stod ved hans Seng, med \u00d8mhed og Kj\u00e6rlighed i \u00d8iet, deels lagde sig i Sengen hos ham, og som han holdt saa inderlig meget af. Af de \u00e6ldre B\u00f8rn havde han blot 7 i Live, men alle gifte. \u201dIngen af mine D\u00f8ttre er bleven 20 Aar gammel, f\u00f8rend hun allerede var gift,\u201d sagde Hans<\/em> med et Slags glad Stolthed.<\/p>\n

Jeg talte ret l\u00e6nge, og ret meget gjrene med denne Mand, men jeg var saa usigelig tr\u00e6t af Reisen, og saa gjennemvaad af Sveed, at jeg \u00e6ngstedes endog for under dette atter at blive kold. Jeg satte mig derfor paa et tr\u00e6kfrit Sted ved Bordet, med Haanden under Kind, og fik mig nogle Minuters Blund, hvorefter jeg f\u00f8lte mig styrket. Vor gode Vertinde har imidlertid kostelige Retter frem paa Bordet; men mig havde Udmattelsen betaget al Madlyst, og jeg drak i det Sted et B\u00e6ger Viin, som jeg lod Hans dele med mig, og som han tog gjerne imod. Efter et Par Timers Ophold forlode vi Leermo, og det ahnede mig, da jeg gav Hans det sidste Haandtryk, at jeg snart vilde faae at h\u00f8re om hans D\u00f8d. Dette blev og Tilf\u00e6ldet denne Vinter. Multis flebilis occidit. Fred og H\u00e6der over hans Minde! \u2013<\/p>\n

Ligeover for Leermo, paa hin Side Elven,\u00a0 <spalte 551> ligger et h\u00f8it og herligt Fjeld, med flad Ryg, som fulgte os paa venstre Haand, skj\u00f8ndt i forskjellige B\u00f8ininger, lige ned til S\u00f8en. Man kaldte det Havaasbruni<\/em>. Fra dette Fjeld nedstyrter i en H\u00f8ide av Henved 2000 Fod, om mine Reisef\u00e6ller ellers have ret, den h\u00f8ieste Foss, og den brillanteste i sine Former, som jeg i mit Liv har seet. Den heder Ryefossen<\/em>. Efterat have gl\u00e6det mig i lang Frastand over dens herlige Fald, steeg jeg, da jeg kom den n\u00e6r, af Hesten, gik igjennem Skoven hen mod Elvebredden, for at tr\u00e6nge saa dybt som muligt ind i dens Skj\u00f8nhed. Nu stod jeg lige over for den. Hvilket Syn! Dne v\u00e6lder ud over Fjeldets h\u00f8ieste Tinde, som fra Skyerne af styrter sig fra H\u00f8iden ned, i flere Afsatser, skj\u00f8ndt uden synderlig riig Vandmassa, og grener sig, og samler sig atter over en bred Klippe, hvor den falder som et vidt udbredt Lagen, og deler sig sa omsider i mang smaa S\u00f8lvstriber, der blide ned i Elven. Det er en Pragtfos. Var dens Vandmassa stor nok til at danne en eneste Colonne, der kunde skyde sig ud over Afsatserne, og saaledes naae Elven i et eneste Fald, saa vilde den v\u00e6re en af de m\u00e6rkeligste paa Jorden, skj\u00f8ndt det Store i Billedet da maaskee opslugte dens n\u00e6rv\u00e6rende maleriske Ynde.<\/p>\n

Inget kan lignes med Fjeldenes Skj\u00f8nhed <\/em>her i Goupne<\/em>, et Annexsogn under Lyster, hvad enten man seer hen til deres H\u00f8ide, eller deres Former, eller deres Vegetations-Righed, eller deres Colorit, eller deres imposante steile B\u00e6gge. Det stolteste, jeg i sidste Henseende har nogentid seet, er den store lange h\u00f8ie lodrette Fjeldv\u00e6g, <spalte 552> som man har paa venstre Side, i en Str\u00e6kning af \u00bc Miil, n\u00e6rved R\u00f8neid<\/em>. \u00d8rnen selv finder ikke en Udkant til at bygge sit Rede paa, uden der hvor Fovittringen har l\u00f8srevet de enkelte colossale Granitblokke, der nu liggeved Fjeldets Fod.<\/p>\n

Fra Leermo til R\u00f8neid er 1 Miil, som man, i hvor bratte og frygtelige Bakkerne end monne v\u00e6re, dog reiser med mindre Fare og \u00c6ngstelighed, fordi Veien er mindre steenhaard, og Pr\u00e6cipicerne ere f\u00e6rre. Imidlertid troer jeg dette, at den som har reist til Justedalen, det v\u00e6re sig over Storhougen eller gjennem Goupne, skyer ikke lettelig nogen anden Reise i Bergens Stift, for Besv\u00e6rlighedens eller Farens Skyld.<\/p>\n

Vi kom Kl. 6 \u00bd til R\u00f8neid, hvor T. allerede i 6 Timer havde ventet os med Baaden. Tr\u00e6t var jeg, men efterat have faaet skiftet Linned og Kl\u00e6der, og drukket en Kop varmt Theevand, f\u00f8lte jeg mig s\u00e6rdeles styrket og vel.<\/p>\n

[Notar]<\/strong><\/p>\n

*) Efterat jeg havde nedskrevet disse faa Bem\u00e6rkninger over Justedalen, kom mig en Beskrivelse <\/a>over samme for \u00d8ie fra Aaret 1750 af Matthias Foss<\/em>, som var Sognepr\u00e6st der, udgivet 1802 med Anm\u00e6rkninger af nu v\u00e6rende Justitiarius Berg i 2det Bind af Thaarups Magazin for Dan. og Norges Beskrivelse Sid. 1\u201344. Naar Forfatteren af denne Beskrivelse fort\u00e6ller, at Justedal (Ljustedal, af Berg vist rigtigen udledet fra Luster eller Lyster, altsaa Lysterdalen) har v\u00e6ret et Annexsogn under Goupne, og grunder denne Formening paa et interimistisk Rescript af Stifts\u00f8vrigheden under 16 Martii 1636, samt flere yngre, synes det vist, at Kongen ikke har ratificeret hiint.
\n*2) Dette Fjeld ligger 2276 Fod over Vandspeilet.
\n*3) Denne Kirke ligger, efter G. Bohrs<\/em> <\/a>Opgave i hans interessante Bem\u00e6rkninger \u201dom Iisbr\u00e6erne i Justedalen og om Lodals-Kaabe\u201d (i det 1820 i Christiania udkomne 4de Hefte af Blandinger eller L\u00e6sning for begge Kj\u00f8n) 621 Fod over Havet.
\n*4) Foss <\/em>siger 1. c. S. 27 meget naivt: \u201dDet er et rart Exempel Nogen d\u00f8er (her);\u201d saa man skulde troe, der gaves dem, som kunde holde Stand imod D\u00f8den. Imidlertid beviser Kirkegaard og Ministerialbog og Erfaring, at ogsaa her \u201dalt Kj\u00f8d er H\u00f8e,\u201d om Indbyggerne end virkelig ofte naae en h\u00f8i Alder.
\n*5) Betula Alnus Lin.
\n*6) See Bohr <\/a><\/em>paa anf\u00f8rte Sted.
\n*7) Sammesteds.
\n*8) Vand finder man ofte i smaa Fordybninger paa Br\u00e6ernes Overflade, og det frister den T\u00f8rstige med sin Klarhed og Reenhed; men man gj\u00f8r vel i at staae Fristelsen imot; thi det foraarsager ved sin overordentlige Kulde en H\u00e6velse i Munden, som let kan blive farlig.
\n*9) Allerede Bohr <\/a><\/em>har bem\u00e6rket, at man ved Br\u00e6erne kan staae med den ene Fod i den hvite Vinter, og med den anden i den gr\u00f8nne Sommer. Det er saaledes et S\u00e6rsyn at see B\u00f8nderne under Sommerens og H\u00f8stens Markarbeider, naar disse forefalde i N\u00e6rheden af Br\u00e6erne, if\u00f8rte fuld Vinterdragt. De kl\u00e6de sig da, endog i den strengeste Hede, i Skindtr\u00f8ier, for ei at v\u00e6re udsatte for farlige F\u00f8lger af den Snoe og Kulde, som kommer fra Br\u00e6en. Thermometeret stod efter Bohrs <\/a>Iagttagelser den 8 Juli 1819 paa 34\u00ba Varme i Solen, og 21\u00ba i Skyggen; og dog maatte man samme Dags Morgen og Aften l\u00e6gge i Ovnen!
\n*10) Uagtet det her vel ikke staaer paa det retteste Sted, saa vil jeg dog ikke undlade at bem\u00e6rke, at Gildreskredene ligge, efter Bohrs<\/em> <\/a>Beregning, 715 Rhinl Fod over Vandspeilet. Om Haukaasen ligger h\u00f8iere eller lavere, er jeg ikke i Stand til at sige.<\/p>\n

Kjelde<\/strong><\/p>\n

Neumann, Jacob. (1824). Bem\u00e6rkninger paa en Reise i Sogn og i S\u00f8ndfjord 1823. F\u00f8rste Afdeling. Budstikken. Et Ugeblad af statistisk-oekonomisk og historisk Indhold<\/em>, (nr. 47-53), 369-424. [Ikkje om Jostedalen]<\/p>\n

Neumann, Jacob. (1824). Bem\u00e6rkninger paa en Reise i Sogn og i S\u00f8ndfjord 1823. Anden Afdeling. Justedals-Reisen. Budstikken. Et Ugeblad af statistisk-oekonomisk og historisk Indhold<\/em>, (nr. 67-73), 529-584. [Digital utg\u00e5ve, Nasjonalbiblioteket<\/a>]<\/p>\n

Merknad<\/strong><\/p>\n

Biskop Jacob Neumann var den andre biskopen som ein veit visiterte i Jostedalen. Den fyrste var Johan Nordahl Brun (1806). Neumann opplyser at han var i Jostedalen 1.-6. juli 1823. Han publiserte \u00e5ret etter eit lang stykke fr\u00e5 visitasferda i Sogn og Sunnfjord som meir er ei reiseskildring og ei topografisk skildring enn ei typisk visitasberetning. Han brukar omfattande plass p\u00e5 Jostedalen der han mellom anna var p\u00e5 Nigardsbreen. Han er meir oppteken av naturtilh\u00f8ve enn kultur, men artikkelen har \u00f2g mykje interessant om folkelivet i Jostedalen tidleg p\u00e5 1800-talet og jamvel nokre levande skildringar av namngjevne personar. Artikkelen til Neumann er mykje sitert, men heile utdraget fr\u00e5 Jostedalen har ikkje vore prenta sidan 1824.<\/p>\n

Jacob Neumann (1772-1848) fr\u00e5 Drammen var biskop i Bergen fr\u00e5 1822. Han la ned mykje arbeid i folkeopplysningsverksemd og var s\u00e6rs interessert i natur- og kulturhistoriske sp\u00f8rsm\u00e5l. I 1825 var han ein av skiparane av Bergens Museum.<\/p>\n

Les meir<\/strong><\/p>\n

Om Jacob Neumann<\/a> (Norsk biografisk leksikon)<\/p>\n

Liste:\u00a0Visitasar i Jostedalen<\/a>\u00a0(Lokalhistoriewiki)<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

F\u00f8rste Afdeling. <spalte 424> Da mine Forretninger her [i Luster] vare endte, paa den Conferents n\u00e6r, som jeg l\u00e6ngere hen vilde holde med Provstiets samtlige Pr\u00e6ster, gjorde jeg mig f\u00e6rdig til den frygtelige Reise op i Justedalens Iis-Regioner. (Forts\u00e6ttes). Anden Afdeling. Justedals-Reisen *) Fra Dale Pr\u00e6stegaard i Lyster til Justedalens Pr\u00e6stegaard er vel ikke mere […]<\/p>\n","protected":false},"author":2,"featured_media":0,"parent":120,"menu_order":9,"comment_status":"open","ping_status":"open","template":"","meta":{"ngg_post_thumbnail":0,"footnotes":""},"class_list":["post-412","page","type-page","status-publish","hentry"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/412","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/2"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=412"}],"version-history":[{"count":21,"href":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/412\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":3953,"href":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/412\/revisions\/3953"}],"up":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/120"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.historielaget.jostedal.no\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=412"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}