Main menu:

Undersider for Topografiske skildringar:

Du er her: Topografiske skildringarG. Bohr om Jostedalen (1820)

G. Bohr om Jostedalen (1820)

Gottfried Bohr, Om Iisbræerne i Justedalen og om Lodalskaabe, i: Blandinger, eller Læsning for begge Kjön. Et Hæfteskrift, bd. 1, nr. 4, Christiania 1820.

Artikkelen finst her i to utgåver (pdf):

Avskrift (utdrag)

[s. 3] Ovenfor Gaarden Kregen fremskinner allerede den første, vældige, himmelglaafarvede Iismasse, Bersetbræen, en Arm af Lodals uhyre Iiskaabe. Dens nederste Rand er 1440 Fod over Havet. Der, hvor Krondalen, Krege- og Melvirs-Dalen berøre hverandre, er en yndig og pitoresk Situation, rig paa de nedre Alpestrækningers almindelige eiendommelige Skjønheder. Alt hvad Naturen danner og virker i disse Dale er talende. Lidt østligere og længere op i Melvirsdalen løber Veien forbi en anden majestætisk Iismasse, Nigaardsbræen, hvis nederste Kant, 1063 Fod over Vandspeilet, endnu er større, og var i sine Virkninger fordum frygeligere end Bersetbræen.

[s. 4] Til DHrr. L. v. Buchs og Professor Smiths Beskrivelse om Berset- og Nigaards-Bræerne, i de anførte Skrifter, [Prof. Smiths Iagttagelser i topograpisk-statistiske Samlinger, 2den Deel 2det Bind, Christiania 1917, Pag. 24; L. v. Buch über die Gränzen der ewigen Schnees in Norden, in Gilberts Annalen der Physik 1812] tillader jeg mig at føie nedenstaaende Udtog af Indre-Sogns Thing- og Justits-Protocol, (No. 37, Fol. 157), hvilket findes i det Nordre Bergenhusiske Amts Archiv.
”Paa Gaarden Berset i Krundalen vare Aar 1742, den 21de August, Sorenskriver, Foged og sex udnævnte Synsmænd tilstede, for at granske den Skade, Iisbræen da havde foraarsaget. De fandt, at det hele Iisfjeld havde nedtrængt sig 880 Fod fra Bersets Huse, imellem tvende Fjelde i et Fjeldskaar, Tufteskaaret kaldet. Denne Iisbræe kommer fra Norden, og viser imod Sønden til et Gjeld, Høineppen, paa hiin Side Elven. Tvende gamle Mænd forklarede, at Iisbræen, i deres Ungdom, havde været øverst oppe i Tufteskaaret, men nu nedtrængt sig i de sidste 10 Aar omtrent 600 Fod paa den slette Mark. Denne Isbræe fører foran sig fra Grunden af Alt det, der forekommer af Jord og Steen. (Disse Hobe af Sand, Gruus og Steen kalde Justedølerne Vaaer, Schweizerne Moraine og Iislænderne Jøkelgjærder.) I Brede havde Bræen tiltaget 1680 Fod. I Vest, tværs over [s. 5] Dalen, ere Fjeld og Mark, øverst fra ned til Elven, bedækkede af Iisbræen. Fra Syd havde Bræen ogsaa trængt sig frem imellem Fjeldene til Vetledalen imod Veitestrand i Hafsloe. Bersetgaarden var af Bræen nesten ganske berøvet sine Græsmarker, m. m. Den tilbagestaaende Ager var endnu ganske grøn; lidt Korn havde sat Ax, hvilke endnu vare umodne, formedelst den strenge Kulde og Vind, som Iisbræen nu mere end tilforn pustede af sig, og formedelst dens Nedtrængen i Dalen, hvorfor og Kornet bortfrøs ved Een Nats stille Veir. Engmarken var, som af et altfor varmende Skin (formodentlig Solstraalernes Reflection fra Iisfladen) uftugtbar og bevoxet med ganske lidet Græs.
Alle Gaardens Huse vare desuden borttagne af 2 Sneskred i 18 til 20 Aar, men nu opsatte på nye Tofter.”

Gaardens Skatter bleve nu formindskede ligesom og Gaardene Elve-Krogens og Melvirs, paa hvilke Iisbræen havde viist ligesaa frygtelige Virkninger, som paa hiin, hvilket de senere paa disse holdte Aftags-Forretninger godtgjøre. Til Elvekrogen havde Bræen udvidet sig 640 Fod i Længde og 448 Fod i Brede. Til Melvir, havde den ogsaa nærmet sig 40 Fod paa Siden. Nogle af Husene vare allerede forladte for 4 Aar siden, og Bræens [s. 6] Høide befandtes at være 280 Fod. Efter nogle Mænds Forklaring havde Bræen overdækket en strækning af en Fjerdedeel Miil i Længde.

Den mægtige Vaaer (Moraine) foran Nigards-Bræen, ligefor Elvekrogen, viser endnu tydeligen, hvor langt den tilforn gik frem. Den 14de Juli i Aar var Bræens nederste Rands Afstand fra Vaaeren, i en ret Linie fra Bræens Midte, 1726 Fod. De afragede Sider paa Fjeldene, Skarevenaasen imod Nord og Kampen imod Syd, tilkjendegive ogsaa dens forrige Høide, der nu er over 200 Fod mindre.

Det Sagn, at en heel Gaard, Nigaard kaldet, har staaet der, hvor Bræens nederste Rand nu er, synes at være aldeles grundet. En 92 Aars gammel Kone, som først døde 1810, i Følge Justedals Ministerialbog, skal ofte have været i den gamle Nigaard, og dens forrige Beboere folode den først, efter hende og Fleres Sigende, da Bræen havde skudt Huset paa skraa. De byggede derefter den lille Plads, Nigaard, hvor den nu staaer, ved Fjeldet Skarvenaasen, og den har endnu en fuld Gaards Rettigheder i Bubeiter og Teige (Græsgange eller Høslætter og Skovstrækninger), Bonden Claus Elvekrogen har for [s. 7] 50 Aar siden seet Taget til et Huus, som Vaaeren havde fremført. Adskilligt Træboskab er ogsaa, efter Fleres Sigende, flydt ud med Vandet under Bræen. Alt dette bestyrker dog den Mening, at en Deel af den Dal, som Bræen nu indtager, fordum har været beboet i det Mindste til 1/4 Miils Afstand fra Brævaaeren, hvilket er anført efter Justits-Protocollen. Upaatvivleligt er det ogsaa, at ei allene denne men de andre Bræer i Justedalen, som det Følgende vil stadfæste, nu betydeligen ere formindskede, saavel i Høide som i Længde; men Størrelsen af denen Formindskelse er det ikke muligt at udfinde fordi de Steder, fra hvilke der maaltes 1742, ikke nøiagtigen ere betegnede. Mangel paa Iagttagelser, saavel over Bræernes aarlige Forandring som over Atmosphærens Tilstand, Afvexlinger og Begivenheder, tillader endnu ei, hverken at bestemme om Bræerne formindskes og forstørres periodisk, ei heller at udfinde Periodernes Størrelse, de Love, disse følge, den aarlige Tempereaturs eller andre m. m.

De Sagn, at de tage af og til hvert 7de eller hvert 19de Aar, ere ligesaa utilforladerlige som mange andre ugrundede Veirhypotheser.

[s. 8] Kornet ved Elvekrogen stod meget godt i Aar, og, dersom Vaaeren ei forhindrede det, saa maatte Iisbræen umiddelbar berøre de modnende Kornagre.

Merknad

Musikaren, skulemannen og komponisten Christian Frederik Gottfried (Gottfred) Bohr (1773-1832) var frå Helsingør i Danmark og kom til Bergen i 1797. Han var organist i Korskirken, underviste i musikk og språk og skipa i 1806 Bergens Realskole i lag med Lyder Sagen. Bohr var svært naturvitskapleg interessert og med i det vitskaplege miljøet i Bergen. Han var medlem av Det kgl. norske Videnskabers Selskab i Trondheim frå 1819.

Artikkelen er særleg vorten kjend fordi Bohr hevdar at han var den fyrste på Lodalskåpa, men det har seinare vist seg at han truleg var på Veslekåpa.

Bohr har òg ei grundig skildring av breane si framrykking og tilbaketrekking, og det er ei sentral kjelde til denne kunnskapen. Han var den fyrste som sette på prent utfyllande sitat frå avtaksforretningane 1742 (om Bergset og Mjølver). Det noko upresise referatet hans har seinare vore mykje nytta av dei som har skrive om framrykkinga til breane. Mest interessante er likevel attgjevinga hans av fleire munnlege vitnemål om breane, og her er Bohr i dag primærkjelda.

Artikkelen vart omsett til tysk av Carl Naumann og prenta i Morgenblatt f. geb. Stände, 1823, nr. 146, 148, 149, 154 og 155. Naumann gjorde sjølv ei reise til Noreg 1821-22 og skal òg ha freista å nå Lodalskåpa. Naumann skildra turen i  boka Beytrage zur Kentniss Norwegen`s. Gesammalt auf Wanderungen wahrend der Sommermonate der Jahre 1821 und 1822, Leipzig 1824.

| |

Skriv ein kommentar