Main menu:

Undersider for Skred, flaumar og brevekst:

Du er her: Skred, flaumar og brevekstSkredulukkerSnøskred i Krundalen 1849

Snøskred i Krundalen 1849

Vinteren 1849 var ein av dei verste snø- og skredvintrane ein kjenner til i Jostedalen. 26. og 27. januar gjekk det skred som øydela dei fleste husa i Bakkane og heilt utraderte Daveplassen under Kruna og kvesta husmannen og kona hans. Alle huslydar i Krundalen framanfor Haugen skal ha flytt inn i jordkjellarane for å vere trygge. Den følgjande artikkelen i Morgenbladet fortel om dei dramatiske vintervekene.

Avskrift

Jostedalen, den 9de Februar. – I denne dybt i Fjeldene sig indtrængende Dal falder almindeligviis megen Snee; men en saadan Mængde, som i indeværende Vinter, kan ikke mindes af de ældste Mænd. Dalens Beboere se derfor med Ængstelse hen til de umaadelige Snemasser, som hængende ned over de bratte Fjeldvægge, true med at styrte ned over dem.

Saadan Ulykke hændte Fredagsaften den 26de forrige Maaned, idet en stor Snelavine borttog 11 Huse paa Gaarden Snethun i Krondalen. Kun 2 Huse stode igjen; det ene var lykkeligviis Vaaningshuset, det andet var før nedsneet. Gaardens Eier, Peder Johnsen, led et meget betydeligt Tab. Tilligemed Inderst Guttorm Olsen mistede han 19 Kreaturer, hele forrige Aars Korn- og Høavling, al Føde for indeværende Vinter og den kommende Sommer, samt Klæder og andet Huusgeraad, som almindelig opbevares paa Stolpeboden. Formedelst det stormende Veir, der lod befrygte flere nedstyrtende Sneemasser, overnattedes i en Jordkjælder, hvorfra Inderstens Hustru, der nogle Dage efter faldt i Barselseng, om Morgenen vandrede, til op under Armene i Sneen, til Gaarden Haugen, ½ [?] Miil derfra, hvor hun først troede sig i Sikkerhed. Gud være lovet! Ingen af Gaardens talrige Beboere tabte Livet, eller lede Skade paa Lemmer.

Ulykkeligere gik det derimod den følgende Dag paa en Plads under Gaarden Kronen, hvor en Sneeskred tidlig om Morgenen borttog samtlige Huse, og med dem Pladsens Beboere, 4 i Tallet. Pladsbrugeren Dave Johnsen blev aldeles lemlæstet, og ligger paa Sygeleiet under de største Lidelser. Hans Hustrues ene Been blev sønderknust; det ældste Barn var næsten uskadt; men det yngste, 2 Aar gamle, som først fandtes efter to Timers Forløb, 1 Alen under Sneen, var stivt og som dødt, men bragtes til Live og lever endnu. Alt hvad disse fattige Folk eiede gik tabt, med Undtagelse af en Ko, som, ført langt bort fra Stedet, hvor Husene havde været, fandtes uskadt staaende ovenpaa den uhyre Sneemasse.

Endnu har man ikke kunnet forskaffe denne lidende Familie Lægehjelp; thi i den sidste Maaned har det næsten været ufremkommeligt fra Gaard til Gaard, og kun en og anden Skiløber har, tillige ved Hjelp af Truger, undertiden de 3 a 4 Mile ud af Dalen ned til Nabopræstegjeldet Lyster. At hente Lægen herop de 6 Mile fra Sogndal, hvor han boer, har saaledes været en Umulighed. Al Færdsel inden Præstegjeldet er ophørt; Gudstjenesten kan sjelden blive afholdt, og Skolebørnene kunne ikke komme i Omgangskolerne.

Op imod Iisbræerne ere Vaaningshuse ganske nedsneede, saa man i Sneen har maattet danne sig 5 a 6 Trappetrin høiere end Tagene for at komme op paa Sneefladen. Endnu er ingen Stadighed i Veiret, og Snefaldet tegner sig til at vedblive. Mange Gaardes Beboere, som før have anseet sig nogenlunde sikre for Snelavinerne, tro sig det ikke længere. Gud alene veed, hvilke Ulykker muligens skulle ramme. Dog, hele Jorden er hans Tempel, hans Alter; han vaager og vaager kjærligen. Denne Tanke bevare for enhver unyttig Sorg over det, som kan møde.

I Fortsættelse af denne Beretning heder det i Forfatterens Følgeskrivelse: ”Flere Dage ere henrunden siden Indberetningen er skrevet, thi min Postexpresse har endnu ikke turdet reise ned til Lysters Postaabneri, for at aflevere og afhente min Post. I disse forløbne Dage har der været et græsseligt Uveir og Snefog, og i Krondalen, en af Jostedalens 2 beboede Sidedale, hvori nogle af Præstegjeldets bedste og største Gaarde ligge, har der næsten paa hver eneste Gaard gaaet en Mængde Sneskreer, der have taget med sig, mange Huse; men som et Under staa Vaaningshusene og Fjøsene igjen, saa ikke noget Menneske er omkommet, ligesaalidt som noget andet Kreatur. Faren tiltager dog mere og mere, og samtlige Indvaanere i Krondalen overnatte nu af Frygt i Jordkjældere. Kun paa Gaarden Haugen ansees det nogenlunde sikkert. Ogsaa idag sneer det.

Kjelde

Morgenbladet, nr. 66, 7.3.1849. Det er lagt inn avsnitt for å lette lesinga. Artikkelen er usignert, men må vera skriven av sokneprest og ordførar Christian Bastholm Heltberg.

Merknad

I tidlegare omtaler er hendinga tidfest til 26.-27. februar, men det kan ikkje vere rett. Stykket er datert 9. februar, og forfattaren gjer sjølv greie for omstenda som gjorde at det tok lang tid å få brevet ned til Luster. På vanskeleg vinterføre let det seg ikkje gjere å få fram eit brev så raskt i 1849 at ei hending i Jostedalen kunne skildrast i ei hovudstadsavis berre 9-10 dagar etter.

Bakkane: Forfattaren seier at skreda råka Snøtun, men må då meina matrikkelgarden. På hovudbruket på Snøtun budde ingen Peder Johnson i 1849. Derimot var Peder Johnson Grov eigar av både Grov (bnr. 2) og Bakkane på dette tidspunktet. Innersten Guttorm Olson og den gravide kona hans som er nemnde, høyrde òg til i Bakkane. Kyrkjeboka fortel at innerstkona Siri Knudsdotter fødde dottera Britta 31. januar, og Guttorm og Siri høyrde til i «Snethunsbakkene».

Gamletunet i Bakkane låg ca 150 m ovanfor (nord for) den noverande fylkesvegen. I bygdeboka står det at stovehuset vart flytt til det noverande tunet nedanfor fylkesvegen i 1877 (Øyane 1994, s. 845-46). Det er vel rimeleg å tru at fonnfaren var grunnen til at tunet vart flytt.

Daveplassen: Den andre skreda råka Daveplassen under Kruna, på nedsida av fylkesvegen mellom Kruna og Kvam. Plassen vart fråflytt etter ulukka. Husmannen Dave Johnson omkom tre år etter i ei ulukke på breen. Den skadde kona hans var Cecilia Pedersdotter, og dei to borna som er nemnde, må ha vore Nils (5) og Ingeborg (2).

| |

Skriv ein kommentar