Main menu:

Undersider for Jostedalsrypa:

Du er her: JostedalsrypaSegna i ulike variantarEtter Hans K. Heiberg (1864)

Etter Hans K. Heiberg (1864)

Segna om Jostedalsrypa

At det i selve Jostedalen indtil vore Dag gjennem mundtlig Tradition opbevarede historiske Sagn, der af Hr. Pastor Faye i sine Hovedtræk er aldeles rigtig gjengivet 3), tør man derimod slutte, at Sagen har gaaet ganske simpelt og naturligt til.

Det maa antages, at den sorte Død eller, som den ogsaa kaldtes, den store Mandedød, der som bekjendt med et Skib fra England ved Slutningen af Sommeren 1349 overførtes til Bergen, hvorfra den senere udbredte sig videre over det hele Norge, først ud paa den følgende Vinter eller ved Begyndelsen af Foraaret 1350 har naaet saa langt frem som til den isolerede og afsides beliggende Fjelddal, der her omhandles, hvor man desuden ifølge Sagnet havde iagttaget strenge Forsigtighedsregler for at stænge den ude. Fremdeles fremgaar det af Sagnet, at Sygdommen maa have udraset her, efter at Kreaturerne om Vaaren vare løsladte og udslupne paa Markerne, altsaa efterat de, som det i disse Egne kaldes, vare ”fremfødte”, men dog rimeligvis førend man endnu var draget op til Fjeldbeiterne med dem – følgelig i Mai eller Juni. Kreaturerne havde da af egen Drift efter gammel Vane søgt frem til Sommersbeiterne, der grændse op til de Gudbrandsdalske Fjelde og Sætergange. Her have de maaske tumlet om en Tid uden Røgt og Ledning, hvorefter de i store Flokke instinktmæssig kan have søgt hen til de ikke fjerntliggende Gudbrandsdalske Sætre, hvor desuden kanske enkelte af Kreaturerne tidligere havde været kjendte, og hvor det vel heller ikke var ualmindeligt, at fremmed Driftekvæg eller enkelte paa Vildspor kommende Kreaturer af fremmede Besætninger Aar om Andet søgte hen. Folkene her bleve da – fortælles der – opmærksomme paa den Mængde fremmet Kvæg, der ankom i Retning fra Jostedal. Man tællede ikke mindre end 7 Bjeldekjør, hvilket altsaa gav tilkjende, at Flokken bestod af hele 7 forskjellige Gaardes Besætninger 1). Man skjønnede da strax, at der maatte staa galt til i Jostedalen, og at Pesten, som allerede den foregaaende Høst fra Throndhjem havde udbredt sig til og faret forbi Gudbrandsdalen, ogsaa havde naaet did. Nogle Mænd belsuttede derfor – det maa have været i Juli eller August samme Aar (1350) 2) – at reise over for at undersøge Tilstanden, idet man midlertidig tog det fremmede Kvæg i Forvaring. Deres Formodning bekræftede sig snart, thi hvor de kom frem, fandt de Folket i denne lille Fjelddal uddød og Husene tomme. Endelig kom de og til Gaarden Bjerkehaugen. De stode allerede i Begreb med derfra at vende tilbage til Gudbrandsdalen, opgivende Haabet om at træffe Nogen ilive. Tilfældigvis opdage de da ude paa Tunet eller Gaardsplassen friske Spor efter en Barnefod. Ved (paany) at søge efter i Gaardens Huse, finde de Barnet i et af disse, hvor det var krøbet i Skjul, eller – som der staar hos Faye – i den nærliggende Bjerkehaugskoven, hvorhen det var flygtet. Nu siges der rigtignok i Sagnet, at dette Barn, da det fandtes og fangedes, var i en temmelig vild og ustyrlig Tilstand. Men selv dette er ikke at forundres over, uagtet, som paaviist, neppe mere end 2 til 3 Maaneder vare hengaaede, efterat det havde mistet sine Paarørende. Børnene ere endnu den Dag idag i de norske Fjeldbygder gjerne sky, vilde og tilbageholdne ligeoverfor Fremmede. Det maatte da nødvendigviis i end høiere Grad være Tilfældet med dette elendige Pigebarn, der i længere Tid paa en saa usædvanlig Maade havde været omgivet af Dødens Rædsler, og dertil i flere Maaneder været overgivet til fuldstændig Ensomhed., og som maaske af Frygt for Smitte instinktmæssig veg tilbage for de fremmede Mænd fra Gudbrandsdalen. – Disse tog hende nu med til deres Hjem, hvor hun blev opdraget og senere giftede sig med en af sine Redningsmænd, hvorefter hun flyttede tilbage til Jostedalen, og nedsatte sig – som der berettes – paa Gaarden Rønnei, der er beliggende i Lysters Præstegjæld ved Bunden af Gaupnefjorden, netop der, hvor Opstigningen fra Søen til Fjeldbygden Jostedal begynder. Her skal hun og hendes Slægt efter hende i lang Tid have boet. Sagnet beretter fremdeles, at hun blev givet Navnet ”Rypen” eller – som det i Almuedialekten her endnu hedder – ”Riupa”, paa Grund af den vilde og sky Tilstand, hvori hun fandtes. Da imidlertid, som paaviist i Tidsskriftet ”Urda” (1. pag. 163), Kvindenavnet ”Riupa” ofter forekommer i den ældre Tid, er det meget rimeligt at antage, at Pigen virkelig oprindelig har baaret dette Navn, der paa Grund af Omstændighederne atter kan have givet Anledning til en Sammenligning med den i disse Egne saa almindelige Fjeldfugl, Rypen, og at som Følge deraf i en let forklarlig lille Forvanskning af de med Hensyn hertil oprindelige Fakta efterhaanden kan have udbredt sig. Ifølge velvillige Meddelelser fra Hr. Kaptein G. Munthe er det afgjort, at der lige til hen i det forrige Aarhundrede har i Jostedal været en anseet Slægt, der gik under Fællesnavnet ”Rypeslægten”, og som sagdes at nedstamme fra denne Kvinde: Der nævnes ogsaa specielt en Lensmand i Jostedal, Torger Ottesen, der levede for c. 100 Aar tilbage, og som udledede sin Herkomst fra hende. 1)

Der kan saaledes nok neppe være Tvivl om, at Sagnet om Jostedalsrypen, som vi paa Grund af de foran berørte mod samme reiste Indvendinger have været nødsagede at omtale omstændeligere end ellers i dette lille Skrift fornødent, virkelig, som det udgiver sig for, støtter sig til bestemte historiske Tildragelser, og at det derfor vil være af Betydning og Interesse ikke alene ved en Undersøgelse om Familien Heibergs Oprindelse, saafremt dennes Forbindelse med samme kan paapeges, men ogsaa for Fædrelandshistorien i Almindelighed.

[Notar:]
   3) Efter en Udg. fra Lensmand Faaberg i Jostedal tilstillet Optegnelse om dette Sagn, er der i Detaljerne enkelte smaa Afvigelser, som der af det Følgende vil vise sig.
   1) Der har nemlig været og er fremdeles i disse Egne den Skik, at der af Besætningen paa hver Gaard udvælges en Ko – den, som man antager at være forstandigst og paalideligst. Denne – og kun denne – bliver prydet med en Bjelde om Halsen og kaldes Bjeldekoen. Den anfører og leder de øvrige af Besætningen, saalænge Fjeldbeitningen om Sommeren varer.
   2) At det ikke kan have været et følgende Aar, langt mindre hele Aarrækker derefter, fremgaar, foruden af den hele Fremstilling forøvrigt, ligefrem af det Faktum, at Kvæget i Norges Fjelddale ikke kan vinterføde sig selv.
  1) Jvfr. Thaarups Magazin 2, I.; Krafts Beskr. over Konger. Norge IV, 817.

Kjelde

Heiberg, Hans K. (1864). Genealogiske Optegnelser om Familien Heiberg. Bergen: C. Floor, side 5-7. 

Merknad

Noko av det mest interessante med denne versjonen er at det er den einaste der me kjenner namnet til informanten – lensmann Faaberg. Faaberg skal altså ha sendt Heiberg ei oppskrift av segna, men ho er truleg tapt i dag. Ærendet til Heiberg er å argumentera for at segna er historisk sann og driva attende innvendingane som var komne mot dette, ikkje minst frå P. A. Munch i Det norske Folks Historie (1862). Det er ikkje lett å vita i attgjevinga til Heiberg kva som byggjer på lensmann Faaberg og kva som er hans eigne faktaopplysningar, kommentarar og spekulasjonar.

Les meir

pdf.gifStørre utdrag frå boka (gotisk skrift)

Heile boka (Digitalarkivet)

P. A. Heiberg om «rypeslekta» (1817) – om at heibergane ættar frå Jostedalsrypa

Just Bing: Sagnet om Jostedalsrypen (1909) – kritikk av Hans K. Heiberg

| |

Skriv ein kommentar