Main menu:

Undersider for Topografiske skildringar:

    Du er her: Topografiske skildringarMartin Vahl om breen (1793)

    Martin Vahl om breen (1793)

    [s. 1:] I Aaret 1787 foretog jeg, efter Hans Majestæts allernaadigste Tilladelse, en Reise til de nordliste Dele af Norge. Hensigten af Reisen var, at opsøge de for Norge egne Planter, der maaskee kunde være undgaaede de tvende forrige berømmelige Udgivere af Floria Danica, Hr. Stiftamtmand Oeders og Hr. Conferenceraad Müllers Opmærksomhed. Nogen betydelig Efterhøst torde jeg ikke vente, da snart sagt alle de Steder, hvor man skulde vente det mest sieldne, nemlig Fieldene i den sydlige Deel af Norge, som jeg først havde at giennemreise, allerede [s. 2] forhen saa nøie og saa ofte vare giennemvandrede, især af Hr. Stiftamtmand Oeder.

    [s. 63] Da Tiden nærmede sig, at jeg kunde formode at Nordfarjægterne vare ankomne til Bergen, forlod jeg dette Sted og tog Veien over et af de maaskee mest vilde Fielde i Norge, som man giver Navn af Sognefieldene. Øverst paa disse var mere Tegn til Vinter end Sommer. Naar et par almindelige Fieldvæxter undtages, hvis hele Udseende viste noksom hvor lidt Stedet var skikket for dem, saa syntes næsten al Vegetation her at ophøre. Moserne, der ellers troes at trives saavel i et koldere Climat, saaes i et langt mindre Antal end længere ned. Tvende fandtes dog her, som jeg ikke havde truffet paa de øvrige Fielde nemlig: Hr Swartz’s Lichen vermicularis [s. 64] og hans Lichen frigidus. Neppe tør jeg vove at ansee denne sidste for en særskilt Art, efterat have seet saa mange Forandringer deraf paa Reisen til Nordlandene, som jeg længere frem skal vedrøre.

    Paa den høire Haand seer man paa disse Fielde den store Justedals Sneebræe, der strækker sig lige ned til Nordfiord. Forskiellig er denne evige Snee fra den, der sees ved Grindervalde og andre Steder i Schweits, hvor man finder snarere Iis, der spiller med forskiellige Farver og staaer op ligesom i Pyramider. De, jeg har seet i Norge, bestaae allene af Snee, der aarligen pakker sig paa hinanden og er ganske slet oven paa. En almindelig Sagn er, at denne Sneebræe i en Tid af 30 til 60 Aar gaaer frem ad, og atter i en anden Tid trækker sig tilbage. Hvad der skulde være Aarsagen til, at en saadan Masse af Snee skulde flytte sig selv en Tid frem ad, og en anden trække sig tilbage, er vel ikke saa let at finde. At den visse Aar kan tilbage og andre Aar igien formindskes, og paa den Maade skyde frem og tilbage, synes troligere. Den trækker sig da tilbage eller skyder længere frem ved [s. 65] Sneebræens Formindskelse eller Forøgelse i Kanten efter Sommerens og Vingerens Beskaffenhed. Da Vandet, der strømmer frem under Sneebræen, naturligviis maae fortynde den i Kanten, saa maae den og her aftage, indfalder tillige en varm Sommer, saa maae dette forøge dens Aftagende; dette skeer desto lettere, ifald ikke Mængde af Snee er falden om Vinteren, og især, ifald ikke Vinden Vinteren over har stormet fra den Kant, og sammenpakket en Mængde Snee paa dette Sted. Indfalde lige Omstændigheder i flere Aar efter hinanden, saa mærkes Aftagelsen af Sneebræen tydeligere efterhaanden. Forskielligt Veirligt og forskiellige modsatte Omstændigheder ere ligeledes i Stand til at forøge den eller flytte den, som man almindelig kalder det. Sneen kan falde nogle Vintre i større Mængde, Storme om Vinteren kunne pakke Bierge deraf sammen paa eet Sted, som endog en varm Sommer i et Land, hvor den kun varer kort, ikke er i Stand at optøe, og endnu mindre, ifald den er kold; følge flere lige Vintre paa hinanden, saa kan lettelig endnu større STykke Jord bedækkes deraf, som forhen var bart, og lang Tid behøves da inden det igien bliver blottet fra denne Mængde Snee. En periodisk Flytning, som man angiver, er endnu vanskeligere at finde Grund til, end til selve Flytningen, men paa denne Maade synes at kunne forklares, hvorfor den i endeel Aar blotter visse Stykker, som den ligeledes efterhaanden i andre bedækker. At den kan skyde [s. 66] store Stene frem for sig, naar den gaar frem ad, er ikke noget Beviis for, at den virkelig gaaer frem at paa den Maade, som den meinge Mand forestiller sig da hertil kan være andre Aarsager, men som man ikke giver Agt paa, da man engang staaer i den Formodning, at det skeer ved Sneebræens Rykken fremda. Sneen, der falder ned af Fieldene, tager ofte Stykker af betydelig Størrelse med sig, der ved det i Sprækkerne samlede frosne Vand ere sprængte fra hinanden, og giør dem med Tiden løse fra selve Bierget og driver tillige dem foran som ligge i Veien, som jeg her tillige havde Leilighed at see nær ved et høiere Field, der var bedækket med Snee, og som laae som en Pyramide oven paa det flade FIeld, hvor jeg reiste over. Sprækker Sneebræen af en eller anden Aarsag paa Hældingen af Fieldet og løsrives, saa maae den og virke paa de Ting, der findes foran, og saaledes drive disse noget længere frem ved den Bevægelse, der nødvendig da maae skee i det fraskilte Stykke, endskiønt intet ordentlig Sneskred skeer, og maae dette virke deels efter dets STørrelse, deels efter Legemets Beskaffenhed, det virker paa, saaog efter dets Stilling, saaledes og være i Stand til at drive en større Steenmasse længere eller kortere frem efter disse Forskielligheder. Paa denne Maade kunde man sige, at den rykkede frem ad; men hvorledes den skulde trække sig tilbage uden paa den forhen anførte Maade, er mig uforstaaeligt. Af hvad, som gaaer for sig paa [s. 67] enkelte Steder af Fieldene, der endeel Aaringer ere blottede, i andre igien bedækkede med Snee, tør man maaskee ikke uden Grund slutte til, hvorledes det gaaer for sig i det større, og af dette har jeg hentet Aarsagerne, som mig synes ikke ere aldeles ugrundede til Sneebræens Flytning fremad og tilbage. I Schweits ere Omstændighederne af anden Beskaffenhed; adskillige af de med Iis bedækkede Dale, som jeg har havt Leilighed at see, forøges hele Aaret igiennem med Sneen af de oven over liggende høie og bradte Fielde med Snee den hele Sommer over bedækkede. Hvad Iisbræen taber om Sommeren ved Solens Varme erstattes ved den Mængde, der hele Sommeren over nedfalder af Fieldene.

    At beskrive Veiens Besværlighed over dette Field og Reisens Farlighed ned ad til Lyster i Sogn henhører ikke her. Jeg maae allene anmærke, at denne Vei, som i Hr. Pontoppidans geographiske Oplysning til Chartet over den sydlige Deel af Norge, [s. 68] angives for den passableste Vei over Fieldene imellem Bergens og Agershuus Stift, og som til alle Aarets Tider kan passeres, er noget nær den Vei, der her er forekommen mig farligst af alle dem, jeg har passeret i Biergene. Den saa udraabte farlige Vei over Teufels-Brüche paa St. Gothard i Schweits synes mig ike at kunne sættes i Ligning med denne i Henseende til Farligheden.

    Merknad

    Martin Vahl var sommaren 1787 på ei lengre reise i Noreg. Skildringa hans frå ferda vart opplesen i Naturhistorie-Selskabet i København i januar 1891 og prenta i tidsskriftet til selskapet 1793-94. Ærendet til Vahl var å drive botanisk feltarbeid, men han skriv òg ein del om andre naturhistoriske fenomen. På veg over Sognefjellet såg han vestover mot Jostedalsbreen, og det han skriv om breen er eit interessant vitnemål om kva naturvitskapen på den tida visste og ikkje visste om årsakene til at brear veks og minkar.

    Bergensaren Martin Vahl (1749-1804) var den fyrste nordmannen som vart professor i botanikk (ved universitetet i København).

    Kjelde

    Vahl, Martin. (1793-94). Nogle Iagttagelser ved en Reise giennem Norge til dets nordlige Dele. Skrivter af Naturhistorie-selskabet, bd. 2 og 3, 1-71 og 157-206. 

    Les meir

    Om Martin Vahl i Norsk biografisk leksikon

    Strøm, Elin. (2007). Naturhistorie-selskabet i København 1789-1804. Oslo: Historisk institutt, Universitetet i Oslo. [digital utgåve]

    | |

    Publisert av Oddmund, 24.08.2009 (sist endra 24.08.2009)

    Skriv ein kommentar