Main menu:

Undersider for Jostedalsskildringa av Matthias Foss (1750):

Du er her: Jostedalsskildringa av Matthias Foss (1750)Litteratur om FossJ. F. Lampe om Foss (1895)

J. F. Lampe om Foss (1895)

Mathias Jørgensen Foss

Født i Kjøbenhavn 8. Marts 1714. Blev 31. Juli 1733 dimitteret fra Sorø Skole og tog tehol. Examen 1741. Blev Sognepræst til Jostedal 15. Mai 1741 og forblev her i over 50 Aar, da han døde 31. jan. 1792 som Jubellærer.

Han havde gode naturlige Evner og var ingen ulærd Mand, men Fattigdom i Forening med et uheldigt ægteskabeligt Samliv og maaske altfor stor Strænghed overfor en stridig og raa Almue i hans første Embedsaar, gjorde ham mindre paaagtet af hans Foresatte, der lod ham indtil sin Død sidde paa dette ensomme og fattige Sted til liden Gavn baade for ham selv og Menigheden. Ved Biskop Bornemann’s Visitats i Lyster, hvor saavel Præsten som en Del af Almuen tilligemed Skolebørnene mødte, da ingen Biskop pleiede at visitere i Jostedalen paa Grund af Reisens Besværlighed, indkom Klage over deres Præst, og hvor uberettiget den i det væsentlige var, havde den dog en Provsterets Nedsættelse til Følge. Imidlertid angrede Klagerne sine Beskyldninger og søgte at formaa Præsten til at forlige sig med dem, hvilket han ogsaa var villig til, og under Retten den 10. April 1746, der bestod af Provsten Anders Daae og den personelle Kapellan Christopher Munthe i Lyster, oprettedes et Dokument, hvorved Klagerne frafaldt alle sine Beskyldninger og lovede ”af deres angergivne Hjerter en sand og alvorlig Poenitence for deres begagne Forseelse uden Tvang og Trudsel og for at have en god Samvittighed at indfinde sig til aabenbar Skriftestaaelse jo før jo heller”. Endelig tilholdtes Sognepræst Foss ”efterdags at begegne Almuen med større Kjærligehed og Sagtmodighed efter en retsindig Sjælesørgers Pligt”. I Aaret 1752 fremstod Præsten selv som Klager over Almuen, dels for Forsømmelse med Hensyn til Børnenes Skolegang, dels andre Ting Embedet og Kirketjenesten vedkommende, saavelsom og for ”ubekvemme Talemaader og ærerørige Expressioner”, hvorfor Pontoppidan under 24. Jan. 1753 befalede en Provsteret nedsat, hvilken dømte de Skyldige til foruden at gjøre Præsten Afbigt, at erlægge i Mulkt til Justitskassen, til Præstegjældets Skolekasse, i Procesomkostninger osv. 25 Rdr. 4 Sk. Hvad der imidlertid blev ham selv til Skade og hans Embede til Nedværdigelse var den Uenighed, der i lang Tid fandt Sted mellem ham og hans nedenanførte Hustru, hvilken gik saa vidt, at hans geistlige Foresatte saa sig nødsaget at skride ind og andrage Sagen for Kirkeinspektionskollegiet. De blev omsider 1763 separerede, og Hustruen, der erholdt i Underholdningsbidrag 30 Rdr. aarlig, tilbragte sine sidste Leveaar i Bergen i den største Armod – tildels i Tugthuset (dengang ikke nogen Strafanstalt).

Gift med Marie Hedvig Christine Dreyer, † i Bergen 1777, begr. 8. Febr., 66 Aar gammel. De havde 10 Børn, hvoraf de fleste døde i ung Alder. (Se D. Thrap: Berg. Kirkeforhold efter Pontoppidan, i Luth. Ugeskr. 1877, 2det Halvaar. I Thaarups Mag., II, S. 1-44, har han leveret en Beskrivelse over Jostedalen.)

Kjelde

Lampe, Johan Fredrik. (1895). Bergens stifts biskoper og præster efter reformationen. Biografiske efterretninger. (Bd. 2). Kristiania: Cammermeyer, side 3-4. [digital utgåve]

| |

Skriv ein kommentar